– Sanne Søndergaard i debatten om usynligt arbejde og balance mellem befolkningsgrupper

Tekst: Ida Ulrich Bregnhøj, Kernekommunikator

Når pendulet hænger lige nedad, er der balance. Men ligevægt handler mere om, at pendulet skal have lov til at svinge ud til begge sider. Det siger Sanne Søndergaard, komiker og forfatter, og kendt for shows og udgivelser med titler som ”Sindssyge Kælling” eller ”Solo – med mit køn på slæb”. Hun er bragende feminist, og ikke bleg for at spørge sit publikum, om det er okay for en kvinde at have hår på fissen? Men når det kommer til ligevægt, har Sanne Søndergaard den brede befolkning i kikkerten, og argumenterer for at fjerne den samfundsmæssige særbehandling af bestemte befolkningsgrupper. Balancen skal findes ved at hæve vægtskålene, hvor de hænger lavt, men også ved at holde op med at overfokusere på bestemte grupper inden for erhvervsliv, kultur og politik, mener hun.

Det usynlige arbejde, som ingen kan undvære
Arbejdsopgaver bliver stadig set som traditionelt maskuline og feminine og tillægges ikke den samme værdi, mener Sanne Søndergaard – og det handler ikke kun om, hvem der tager opvasken. Det handler om alt det usynlige arbejde, kvinder traditionelt har lavet. Og som de stadig forventes at udføre – i hjemmet og på arbejdspladsen. Det handler om projektledelse, omsorgsarbejde og om det følelsesmæssige engagement, som kvinder tager på sig for at få menneskelige forhold til at fungere. Det handler om, at den type arbejde er ikke værdisat på samme måde, som det arbejde, mænd traditionelt har udført uden for hjemmet.

”Problemet er, at de hér arbejdsopgaver bliver nedprioriteret, men ikke forsvinder. Det bliver i stedet løst af grupper, som traditionelt set plejer at løse opgaven, og derfor bliver en livsvigtig, men usynlig arbejdskraft. Når usynligt arbejde bliver lagt oveni de synlige arbejdsopgaver, så har vi en del af forklaringen på, hvorfor vi har mere travlt end nogensinde før. Vores børn vokser op i institutioner, og personalet har ikke tid til den nødvendige omsorg. Vi har generationer af børn, som bliver sendt ud i verden med en emotionel ballast, som er ringere end nogensinde – og når de rammer arbejdsmarkedet med den depression, de har udviklet, er der ikke prioriteret ressourcer til at håndtere det”, forklarer hun. ”Den opgave bliver så løst af grupper, som ikke møder nogen form for anerkendelse for en livsnødvendig indsats, og det er et problem”, forklarer hun.

Lykken er i dine egne hænder…hvis du er ciskønnet
Debatten om balance har stor betydning for Sanne Søndergaard, og det handler også om et urimeligt kontroltab, forklarer hun. Vi fortæller vores børn, at lykken er i deres egne hænder. Man kan opnå hvad man vil, bare man arbejder hårdt. Men vi har ikke de samme vilkår for at påvirke tilværelsen. ”Der er vildt meget, der holder dig tilbage, hvis du er af anden etnisk herkomst, seksualitet, religion eller køn – og det er et kæmpe kontroltab for den enkelte, hvis man oplever, at man har gjort alle de rigtige ting, og stadig bliver forbigået pga. noget, man ikke har mulighed for at påvirke”, forklarer hun. ”Mange holder fast i, at alle kan bestige bjerge. Men hvide, kristne, ciskønnede mænd har altså noget andet grej med på turen. Det er et tabu, der er svært at bryde, for vi kan ikke lide at ødelægge den gode stemning”, fastslår hun.

Vi skal ikke overfokusere på bestemte grupper
Når Sanne Søndergaard besøger Skivemødet d. 21. maj, er det for at starte samtalen om at hæve de vægtskåle, der lige nu stadig hænger lavt. Hun forklarer, at vi flytter os tættere på ligevægt, når vi ikke overfokuserer på bestemte grupper. ”Når vi ser på os alle sammen som mennesker, så mener jeg, vi skal komme tættere på en tilværelse, hvor vi har plads til mere. Plads til at træne og spise kage, og plads til at favne hinandens grænser. Inden for kultur og erhvervsliv skal der stilles højere krav til, at der ikke er så stor en favorisering af bestemte grupper på scenen og bag kulissen. Vi ser en fortsat kamp mellem lejrene i debatten om, hvorvidt man har ret til at identificere sig som sit køn, eller om man må bruge de samme betegnelser om etnisk oprindelse, som man gjorde for 50 år siden. Men hér skal vi arbejde med at forstå, at vi netop er på vej mod balancen. Balance betyder jo bare, at der bliver plads til flere stemmer. Når man oplever, at det ikke længere er socialt acceptabelt at joke om overvægt eller hudfarve, så er det fordi, de grupper er begyndt at svare igen. Du kan ikke længere gøre, hvad der passer dig, uden at mærke konsekvensen – og det en god ting. Vi oplever at pendulet svinger voldsomt frem og tilbage, men det er præcis det, der sker, før det finder midten”, slutter hun.

Fakta om Sanne Søndergaard

  • Sanne Søndergaard er komiker, forfatter og foredragsholder.
  • Hun er opvokset i Ikast, og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2004.
  • Som komiker står hun bag 8 soloshows, senest showet ‘Selvsær’ i 2021.
  • Som foredragsholder fortæller hun i øjeblikket om kvinders usynlige arbejde, voksenmobning og normalbetegnelsen i det danske samfund.
  • Sanne Søndergaard har netop udgivet en ny bog, F-ordet, hvor hun sjovt og skarpt fortæller om alle de områder, hvor samfundet har “glemt” kvinders arbejdsindsats.