Ole Stavad, Elsebeth Gerner Nielsen og Pernille Weiss er nu også på årets program for Skivemødet.

Ole Stavad er regionsrådsmedlem i Region Nordjylland for Socialdemokratiet. Han var medlem af folketinget fra 1980 til 2007, mens han var næstformand for Socialdemokratiet fra 1995 til 2000. Ole Stavad er Bankuddannet og var fra 1973 til 1980 bestyrer for Han Herreders Sparekasse og Nordea.

Elsebeth Gerner Nielsen er rektor på Designskolen i Kolding. Fra 1994 til 2007 var hun folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, mens hun var kulturminister fra 1998 til 2001. Hun er uddannet cand.rer.soc fra Syddansk Universitet, hvor hun også har været tilknyttet som underviser og forsker.

Pernille Weiss er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til Europa-Parlamentsvalget, mens hun sideløbende er selvstændigt erhvervsdrivende. Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske og er derudover cand.scient. i sundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet samt master i ledelse og innovation fra CBS.