Tekst: Gitte Kokholm – gittekokholm.dk

To af landets gamle og etablerede partier Socialdemokratiet og Venstre er begge ramt af en historisk vælgerflugt. Hvordan det påvirker dansk politik, og hvad der sker på Christiansborg, vil de to politiske analytikere Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen give deltagerne på Skivemødet deres analyse af.

To af landets gamle og etablerede partier Socialdemokratiet og Venstre er begge ramt af en historisk vælgerflugt. Hvordan det påvirker dansk politik, og hvad der sker på Christiansborg, vil de to politiske analytikere Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen give deltagerne på Skivemødet deres analyse af.

Der er lagt op til politik i øjenhøjde, når de politiske analytikere og kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen går på scenen til Skivemødet fredag formiddag til debatten Dagens Politik for at tage temperaturen på, hvordan det står til i dansk politik.

De to kommentatorer stiller skarpt på den siddende regering, og om en regering med repræsentanter fra både rød og blå blok nu også kan varetage danskernes interesser bedst muligt. For er det godt eller skidt at regere et land ud fra meget forskellige politiske værdier – spænder regeringspartierne i virkeligheden mere ben for hinanden, end godt er, når de skal finde fælles fodslag hen over midten?

I løbet af debatten bliver deltagerne på Skivemødet klogere på, hvordan de to politiske kommentatorer egentlig synes, det går i dansk politik, og hvordan fremtiden ser ud for regeringen – nu vælgerne flygter fra Socialdemokratiet.

Den evige kamp om Statsministeriet
En Epinion-måling i starten af maj 2024 viste en rekordlav opbakning til regeringen. De tre regeringspartier har en samlet tilbagegang på hele 18,6 procentpoint i forhold til valget i november 2022, og hvis Mette Frederiksen ikke skal stå i spidsen for Danmark efter næste valg, hvem skal så sidde i Statsministeriet?

Det giver Lars Løkke en ny chance for comeback, for hans veje er uransagelige – under sidste valgaften sneg han sig ud ad bagdøren og endte alligevel som udenrigsminister. I kulissen står også Liberal Alliances Alex Vanopslagh, men er det nok at tækkes unge vælgere på TikTok – er han en reel kandidat til statsministerposten?

Er der i det hele taget andre kandidater, der både har politisk opbakning og tæft til at indtage Statsministeriet?

Spørgsmålene er mange, når politisk redaktør ved TV Midtvest Klaus Knudsen Pedersen tager publikum igennem en times snak om dansk politik med Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen og får deres bud på, hvor dansk politik er på vej.

Kom og bliv klogere på dansk politik, når Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen tager temperaturen på Christiansborg fredag den 24. maj 2024 kl. 11.00-11.45